I sidste indlæg lovede jeg at der ikke ville komme mere om broderede sommerfugle – det er ikke helt rigtigt. To af mine små korsstingssommerfugle er nu blevet syet på et par kort. Sommerfuglene er blevet sat fast på et stykke karton som derefter er syet på kortet med zigzag sting. Det er super enkelt, men ret dekorativt hvis jeg skal sige det selv.
Og helt kunne jeg heller ikke holde mig fra at brodere flere sommerfugle. Jeg faldt over et stykke gammelt gavepapir med sommerfugle på. Papiret fik syet nogen meget simple sommerfugle på med kontursting. Omridset er først tegnet bag på papiret hvorefter det hele er blevet forstærket med tape bagpå. Tapen gør at papiret ikke går fuldstændig itu når man begynder at sy i det. Men man skal alligevel være forsigtig. Et par af sommerfuglene har udover omridset af kontursting fået vingerne fyldt ud med tungesting.
Små stykker papir med solsikker passer også godt til sommerfugle broderier i forskellige størrelser.
Jeg har hen over sommeren fået lavet en hel del små broderier både på papir og på broderilærred. Nu hvor jeg igen er hjemme ved symaskinen skal jeg til at igang med at få syet kort ud af dem.