Jeg har igennem længere tid haft en gammel bakkeholder liggende som min mormor har broderet. Egentlig kan jeg godt lide Hardanger broderiet på det grå stof med det blå silkestof bag hulmønstret. Men hvad skal man bruge det til. Jeg besluttede mig for først at vaske broderiet for så at se hvad det kunne blive til. De gamle broderier er ofte gulnet med tiden. Men efter en tur i sødmælk og derefter en nænsom vask med sæbespåner er de som godt som nye.
Jeg var forbi mange ideer til hvordan sådan en gammel bakkeholder kunne få nyt liv. Ideerne spændte fra at lave et bælte ud af den, til at klippe den i stumper og stykker og sy delene på forskellige kort. Jeg endte imidlertid med en løsning som ikke er ret langt fra den oprindelige anvendelse af broderiet – en magasinholder. Den oprindelige bakkeholder havde et messingbeslag som jeg fandt for tungt og gammeldags og jeg valgte derfor at skifte beslaget ud med en ny træring. Den nye magasinholder hænger nu ved siden af sengen så man nemt kan få fat i noget læsestof når behovet opstår.