
Med efteråret kommer trangen til indendørs hygge og kreative aktiviteter. Jeg har endnu engang været igang med at lave kort og denne gang er det affaldspapir som er blevet anvendt. Papir i flotte klare farver fra f.eks. gamle magasiner som alligevel skulle smides ud, har fået nyt liv.

Papiret er klippet i 20 cm lange strimler med en bredde på 2 cm. Derefter er strimlerne rullet meget stramt sammen og har fået en klat lim så de holder sig sammenrullede. Man kan lave uendeligt mange mønstre med de små papirsruller. Man skal dog sikre sig at kvaliteten af papiret er nogenlunde ens så rullerne får samme tykkelse.

Jeg har brugt limpistol til at fæstne papirsrullerne på kartonen som også er dekoreret med f.eks. blomster fra en gammel kalender. Det smarte ved at bruge papirstrimler på denne måde er at det kun er den sidste cm af strimlen som behøver have den klare farve som man vil bruge, resten ser man ikke når rullerne er limet på kartonkortet.



