Der er en rigtig god grund til at jeg er begyndt at eksperimentere med at lave et macrame hårspænde. Jeg har igennem rigtig mange år haft langt hår, et hår der er både tykt og tungt. Derfor har det altid været svært at finde hårspænder der kan holde håret når det skal sættes op. Jeg er blevet skuffet mere end en gang når jeg har købt et spænde som udtrykkeligt er beregnet til stort hår, bare for at finde ud af at det ikke stemmer overens med virkeligheden. Efter fornyelig at have oplevet endnu en af den slags skuffelser gik jeg igang med at finde en kreativ løsning.
Min fremgangsmåde har været at lave en lang snor vha macrame eller knytning som vi kaldte det da jeg var barn. Jeg har valgt at lave dem to farvede. Det betyder at snoren herover har en kerne af rødt garn men knuderne er lavet af råhvid snor. Når man laver to farvede snore på den måde behøver det inderst garn ikke være så kraftig, man kan bare bruge flere tråde istedet. Den snor man bruger til at lave knuderne af er det derimod rart at have kraftig.
Når man har lavet macrame snoren er det bare et spørgsmål om at lave en ‘knude’ som man kan lide. Når mit macrame hårspænde skal til at bruges kommer de mange fejlkøb ind i billedet. Træpindene fra de gamle hårspænder passer nemlig perfekt til de nye.
Man kan selvfølgelig lave macrame hårspænder i lige den størrelse der passer til det hår man har. Størrelsen ændres ved at justere længde på den knyttede snor samt tykkelsen af den snor man arbejder med. Det blå hårspænde herover er lavet af tyndere snor og passer derfor til en lidt mindre hårpragt end min.
Bente Baasch
Hej
Den fine puf du har hæklet, hvor mange nøgler garn brugte du ?
Charlotte
Hej Bente,
Den grønne puf er hæklet ud af 9 nøgler bomuldsgarn. Mængden afhænger selvfølgelig af løbelængden på og tykkelsen af det garn man bruger. Det sted hvor jeg købte garnet har det desværre ikke længere så jeg kan ikke finde specifikationerne på det. Det eneste jeg kan sige er at det passede til en nr. 7 hæklenål.
Jeg ved godt at det ikke er ret meget information, men jeg håber det er nok til at få dig igang med et tilsvarende projekt.
God fornøjelse
Charlotte