Jeg tror at vi allesammen kender det – man får startet et projekt men aldrig gjort det helt færdigt. Der er altid et par ufærdige projekter som bare venter på tid eller på den helt rigtige ide. Den anden dag fik jeg langt om længe brugt et par broderier som jeg lavede sidste sommer og som lige siden har ventet på at blive brugt. Det de er blevet brugt til er dekoration på et par genbrugs opbevaringskasser.
Broderierne er lavet på små stykker af cowboystof fra gamle bukser og blev syet sidste sommer. Siden er broderierne blevet glemt men nu har de så set dagens lys igen. De små stykker broderi har jeg syet sammen med andre små rester af upcyclede cowboybukser. Tilsidst er stofstykkerne limet på låget af et par solide pap kasser. Pap kasserne har jeg over tiden gemt fordi de nok kunne bruges til et eller andet hen af vejen. Den nemmeste måde at lime stoffet på kasserne er vha spray lim, men hvis man ikke lige har det så kan man også bruge almindelig lim.
Man skal passe på når man laver hjørnerne at de ikke bliver for tykke for så ser det kluntet ud. Derudover så bliver det svært at lukke kasserne hvis der er for meget stof indeni låget. Jeg har simpelthen bare klippet det meste af stoffet i hjørnerne væk så der kun bliver et lille overlap.
De nye genbrugs opbevaringskasser bliver nu brugt til at gemme lynlåse og gamle kortpropper i. Jeg ved ikke hvad jeg skal bruge korkpropperne til men det finder jeg nok udaf på et tidspunkt.